Pave Frans' fastebudskab 2015

Gør jeres hjerter stærke
— Jak 5,8
 

Kære brødre og søstre,

Fastetiden er en fornyelsens tid for hele Kirken, for alle menigheder og de troende. Frem for alt er den en ”nådens tid” (2 Kor 6,2). Gud beder os ikke om noget Han ikke allerede har givet os. ”Vi elsker, fordi han elskede os først” (1 Joh 4,19). Han er ikke fjernt fra os. Vi har alle en plads i hans hjerte. Han kender os ved navn, bekymrer sig om os og opsøger os hver gang vi vender os bort fra ham. Han interesserer sig for enhver af os; hans kærlighed tillader ham ikke at være ligeglad med hvad der hænder os. Men nogle gange, når vi er raske og føler os trygge, glemmer vi at tænke på de andre (det gør Gud Fader aldrig): vi fokuserer mere på os selv end på deres problemer, deres lidelser og den uretfærdighed, de lider ... vores hjerte bliver koldt. Så længe jeg er forholdsvis rask og har det behageligt glemmer jeg dem, der har det mindre godt. Denne egoistiske og ligegyldige holdning har i dag nået et sådan globalt omfang at vi kan tale om en globalisering af ligegyldigheden. Det er et problem vi kristne er nødt til at konfrontere.

Når Guds folk overgiver sig til hans kærlighed finder de svarene på de spørgsmål, historien løbende rejser. En af de mest akutte udfordringer, som jeg her ønsker at berøre, er netop en globalisering af ligegyldigheden. 

Ligegyldigheden over for andre og Gud er en reel fristelse selv for os kristne. Derfor har vi altid i fastetiden brug for at høre profeternes røst, hvis råb taler til vores samvittighed. 

Gud er ikke ligeglad med verden; han elsker den så højt at han gav sin Søn til frelse for alle mennesker. I inkarnationen,(menneskevordelsen) i Guds Søns jordiske liv, hans død og opstandelse, er døren mellem Gud og mennesket, mellem himmel og jord, blevet åben én gang for alle. Og Kirken er som en hånd, der holder denne dør åben ved sin forkyndelse af Guds ord, fejringen af sakramenterne og ved at vidne om troen, som virker gennem kærlighed (jf. Gal 5,6). Men verden har tendens til at trække sig ind i sig selv og lukke denne dør hvorigennem Gud kommer ind i verden og verden i ham. Derfor må hånden, som er Kirken, aldrig blive overrasket når den bliver afvist, knust og såret. 

Guds folk har derfor brug for en indre fornyelse for ikke at forblive ligeglade og lukke sig inde. Jeg vil tale om denne fornyelse ved at tage udgangspunkt i tre bibelsteder. 

1. Kirken 

Lider én legemsdel, så lider også alle de andre
— 1 Kor 12,26
 

Guds kærlighed gennembryder ligegyldigheden, den dødelige tilbagetrækning ind i sig selv. Kirken tilbyder os Guds kærlighed gennem sin undervisning og især sit vidnesbyrd. Men vi kan kun vidne om det vi selv har erfaret. Gennem Kristus lader de kristne sig iklæde Guds godhed og barmhjertighed, så de ligesom Kristus kan tjene Gud og næsten. Det ses tydeligt under skærtorsdagens fodtvætning. Peter ønskede ikke at Jesus skulle vaske hans fødder, men så indså han at Jesus ikke blot ønsker at være et eksempel på hvordan vi skal vaske hinandens fødder. Denne tjeneste kan nemlig kun udføres af dem, der først har ladet Jesus vaske deres fødder. Kun de har ”del” i ham (Joh 13,8) og kan således tjene mennesket. 

Fastetiden er en gunstig tid til at lade Kristus tjene os, så vi kan blive ligesom ham. Det sker når vi hører Guds ord og modtager sakramenterne, især Eukaristien. Hér bliver vi det vi modtager: Kristi legeme. I dette legeme er der ikke plads til denne ligegyldighed, som så ofte synes at tage magten over vore hjerter. For de, som tilhører Kristus, tilhører ét legeme og i ham er ingen ligeglade med hinanden. ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig” (1 Kor 12,26). 

Kirken er communio sanctorum, de helliges samfund, ikke kun på grund af helgenerne, men også fordi den er et fællesskab af hellige ting; Guds kærlighed til os, som den er åbenbaret i Kristus og i alle hans gaver. Herunder også ansvaret hos dem, som lader sig omforme af denne kærlighed. I de helliges samfund og i deltagelsen i de hellige ting kan ingen besidde det hele alene, men deler alt med de andre. Og da vi er forenet i Gud kan vi også gøre noget for dem, der er langt væk og dem, vi aldrig kan nå ved egen hjælp, fordi vi sammen med dem og for dem beder Gud om at vi alle må åbne os for hans frelsesplan. 

2. Sogne og menigheder 

Hvor er din bror?
— 1 Mos 4,9
 

Alt hvad vi har sagt om den universelle Kirke må overføres til livet i sognene og menighederne. Oplever vi gennem disse kirkelige strukturer at tilhøre ét legeme? Et legeme, som både tager imod og deler det Gud giver os? Et legeme, som kender og bekymrer sig for sine svageste, fattigste og mindste medlemmer? Eller tager vi tilflugt i en universel kærlighed, som ønsker at omfavne hele verden men ikke ser Lazarus sidde foran vores lukkede døre (Luk 16,19-31)? 

For at kunne modtage det Gud giver os og gøre det frugtbart, er vi nødt til at krydse grænserne for den synlige Kirke i to retninger. 

For det første ved at forene os i bøn med den himmelske Kirke. Når den jordiske Kirken beder, udgør den et fællesskab af gensidige tjenester og godhed, der når op til Guds åsyn. Sammen med de hellige, der har fundet deres fuldendelse i Gud, er vi en del af dette fællesskab hvor kærligheden har besejret ligegyldigheden. Den himmelske Kirke er ikke triumferende fordi den har vendt ryggen til verdens lidelser og glæder sig i ensom majestæt. De helliges samfund glæder sig derimod over, at de gennem Jesu død og opstandelse allerede og endeligt har besejret ligegyldigheden, hjertets hårdhed og had. Indtil kærlighedens sejr gennemsyrer hele verden vil de helliges samfund ledsage os på vores pilgrimsfærd. Overbevist om at glæden i himlen over den korsfæstede kærligheds sejr ikke er fuldkommen så længe der stadig er et menneske her på jorden, der lider og skriger i smerte, skriver den hellige kirkelærer Therese af Lisieux: ”Jeg regner bestemt med ikke at være inaktiv i himlen. Jeg ønsker fortsat at arbejde for Kirken og sjælene” (Brev 254, 14. juli 1897). 

Vi har også del i de helliges fortjenester og glæde, og deres andel i vor kamp og længsel efter fred og forsoning. Deres glæde over den opstandne Kristi sejr giver os styrken til at overvinde vor egen ligegyldighed og hjertets hårdhed. 

På den anden side er alle kristne fællesskaber kaldede til at se ud over sig selv og engagere sig i det større samfundsliv, som omgiver dem, især når det gælder de fattige og dem, der er langt væk. Kirken er i sit væsen missionerende; den lukker sig ikke om sig selv men udsendes til alle nationer og folkeslag. 

Kirkens mission er det trofaste vidnesbyrd om Ham, der ønsker at drage skabningen og alle menneske til Faderen. Dens mission er at bringe den kærlighed, der ikke tier, til alle mennesker. Kirken følger Jesus Kristus på den vej, som ledsager alle mennesker til jordens ende (jf. ApG 1,8). I ethvert menneske må vi se en broder eller søster for hvem Kristus døde og genopstod. Alt, hvad vi har fået, har vi også modtaget for deres skyld. Og på samme måde, alt hvad disse brødre og søstre har, er en gave til Kirken og for hele menneskeheden. 

Kære brødre og søstre. Jeg ønsker at de steder, hvor Kirken er synligt til stede, især i vore sogne og vore menigheder, bliver øer af barmhjertighed midt i ligegyldighedens hav! 

3. De enkelte kristne 

Gør jeres hjerter stærke
— Jak 5,8
 

Selv som individer er vi fristet af ligegyldighed. Vi oversvømmes af nyhedsreportager og chokerende billeder af menneskelig lidelse og føler samtidig en manglende evne til at hjælpe. Hvad skal vi gøre for ikke at blive fanget i denne spiral af angst og afmagt? 

For det første kan vi bede i fælleskab med den jordiske og den himmelske Kirke. Vi bør ikke undervurdere bønnens kraft, når mange beder sammen! Initiativet 24 Timer for Herren, som jeg håber bliver fejret overalt i Kirken den 13.-14. marts, også i bispedømmerne, er tænkt som et tegn på bønnens nødvendighed. 

Desuden kan vi hjælpe med barmhjertige handlinger og – gennem Kirkens mange velgørende organisationer – nå ud både til dem, der er os nær og dem, der er langt væk. Fastetiden er en gunstig anledning til at vise omsorg for andre selv gennem små men konkrete tegn på vores slægtskab med den ene menneskelige familie. 

Endelig er andres lidelse et kald til omvendelse fordi vor næstes nød minder os om vort eget livs skrøbelighed, vor afhængighed af Gud og vore brødre og søstre. Hvis vi ydmygt beder om Guds nåde og erkender grænserne for vor egen formåen, kan vi tillidsfuldt stole på de uendelige muligheder, som Guds kærlighed lover os. Og vi kan modstå det ondes fristelse, som får os til at tro at vi selv kan redde verden og os selv. 

For at overvinde vor egen ligegyldighed og hang til selvtilstrækkelighed vil jeg opfordre alle til i denne fastetid at engagere sig i det Benedikt XVI kaldte at ”uddanne hjertet” (jf. Gud er kærlighed, 31). Et barmhjertigt hjerte er ikke ensbetydende med at have et svagt hjerte. Den, der ønsker at være barmhjertig, har brug for et stærk og urokkeligt hjerte, som er lukket for fristeren men åbent for Gud. Et hjerte, der gennemtrænges af Helligånden for at bringe kærlighed ad de stier, som fører til vore brødre og søstre. Dybest set et fattigt hjerte, der kender sin egen fattigdom og giver sig selv frit til andre. 

Kære brødre og søstre. Lad os derfor i denne fastetid bede Herren: ”Fac cor nostrum secundum cor tuum”: Dan vore hjerter efter dit (Jesu Hjerte litaniet). Så vil vi modtage et stærkt og barmhjertigt, et vågent og generøst hjerte. Et hjerte, der ikke lukker om sig selv, er ligegyldigt eller bedrages af ligegyldighedens globalisering. 

Med ønsket om at denne fastetid bliver en åndelig frugtbar tid for de troende og alle kirkelige fællesskaber beder jeg om at I alle må bede for mig. Må Herren velsigne jer og Jomfru Maria beskytte jer. 

Givet i Vatikanet den 4. oktober 2014 på festdagen for Skt. Frans af Assisi Frans