Stemningsbilleder fra messen

Kære venner,

”Brændte ikke vores hjerter i os mens han talt til os på vejen og åbnede skrifterne for os?
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Je- rusalem..” (Luk.24,32b-33a)

Lige efter påsken havde 2 af Jesu disciple denne oplevelse: De var på vej væk fra Jerusalem, de var bedrøvede og uforstående over alt det, der var sket med Jesus under påsken, at han blev tortureret, korsfæstet og begravet, og så til sidst var hans lig ikke inde i graven (de fik ikke lov til at græde ved hans grav). Og mens de gik, kom de til at følges med en fremmed mand, og mens de taler med ham, oplever de, at de kunne forstå meningen med alt det skete, og at deres bedrøvelse er væk; de kunne ikke genkende, at den fremmede mand var Jesus, men alligevel oplevede de, at mødet og samtalen med den vandrende mand fik deres ”hjerter til at brænde”, så de kom tilbage til Jerusalem med glæde og begejstring

Enhver af os kan være en af disse to disciple, dvs. vi har lært noget om Jesus, vi har fulgtes med ham, vi kan opfatte os selv som kristne (katolikker), men alligevel, når vi kig- ger på virkeligheden omkring os, kan vi opleve bedrøvelse, frustrationer, skuffelse. Skuffelse over hvordan tingene går i vores egne familier, i sognet, i bispedømmet, på arbejdspladsen, inde i os selv... Alt dette fordi vi måske havde for- stillet os en anden virkelighed end den vi møder. Enhver af os løber risikoen for bare at være det, man kalder en ”kultur-kristen” (eller ”kultur-katolik”), dvs. en der kender mere eller mindre til Jesus og er enig med hans lære, holder fast på nogle traditioner og ritualer som dåb, firmelse, at besøge kirken ved højtider eller måske hver søndag eller hver dag som undertegnede; men alt dette uden at have en glæde og begejstring for troen på Jesus, uden at have ”et hjerte der brænder”.

Og det værste ville være at leve med resignation i denne tilstand og tænke ved os selv: Sådan er det, det kan ikke være anderledes, man kan ikke forvente sig mere af troen på Jesus Kristus end bare nogen traditioner og nogle ritualer, der bare er rutine.

Den kommende tid byder os på en enestående begivenhed: ”Påsken”. Denne begivenhed er så vigtig, at den trænger til en forberedelse på 40 dage (fasten). Påsken er så vigtig, fordi den giver os mulighed for at genopdage vores forhold til Kristus. Jesus Kristus er den, som er gået fra døden til livet. Han og Han alene kan få vores hjerter til at gå fra skuffelse, fra frustration, fra bedrøvelse til livgivende glæde. Han kan få vores ”hjerter til at brænde”, han kan få vores hjerter til at føle kærlighed til livet, kærlighed til vor tids omgivelser og til alle vores medmennesker (også de mennesker vi normalt ikke vil bryde os om).

Havde de 2 disciple ikke oplevet, at deres ”hjerter brændte” var de måske gået deres vej og glemt alt om den tid, de fulgtes med Jesus. På samme måde hvis vi ikke oplever, at Jesus lever og vandrer med os og taler dybt og intimt til os, således at vores hjerter brænder, vil vi måske også gå vores vej væk fra Ham; og væk fra Ham vil bedrøvelsen, frustrationerne, skuffelserne og meningsløsheden ikke give slip på os.

Påsken er afgørende for vores liv og for vores glæde. Måtte vi lade os træffe af Kristus og måtte vi give Ham mulighed til at tale til vores hjerter. God Påske.

God faste og efterfølgende påsketid!

p. Fabrizio